Udvikl læringen

1. januar 2015

Mange af de mest inspirerende dokumenter er stærkt associerede med en dato. USA’s uafhængighedserklæring blev underskrevet den 4. juli 1776, Charter 77 opstod i januar 1977, Dogme 95 blev skabt i 1995. Idéer transformerer og udvikler sig over tid. Dette manifest repræsenterer et glimt af vores idéer, visioner for fremtiden, og hvad vi har lært indtil nu om læring og uddannelse. Denne tekst fungerer som et referencepunkt, der kan hjælpe os med at forstå, hvordan vi har klaret os indtil videre, og hvilke skridt vi må tage herfra.

Hvordan kan vi, i en verden fuld af usikkerhed og med en voksende fornemmelse af vores uddannelsessystemers forældelse og overflødighed, sikre vores succes som individer, fællesskab og planet? Vi bliver nødt til at udvikle vores uddannelsestænkning.

Hvad vi har lært indtil videre

1. “Fremtiden er her allerede – den er bare ikke særlig ligeligt fordelt” (William Gibson i Gladstone, 1999). Uddannelsesområdet halter betydeligt bagefter de fleste andre industrier, mest af alt på grund af vores tendens til at skue bagud, men ikke fremad. Vi underviser for eksempel i klassisk litteratur, men ikke i fremtidens skrivekunst. Vi underviser i historisk vigtige matematiske koncepter, men giver os ikke i kast med at gentænke den matematik, som kan hjælpe med at bygge vores fremtid. Desuden har alt ‘revolutionært’ på læringsområdet allerede fundet sted på forskellig skala, i mindre stykker og på forskellige steder. Den fulde effekt for os selv og vores fællesskaber vil blive realiseret, så snart vi udvikler modet til at lære fra hinandens erfaringer og accepterer risikoen og ansvaret i at anlægge en fremtidsorientering i vores praksis.

2. 1.0 skoler kan ikke undervise 3.0 børn. Vi bliver nødt til at redefinere og opbygge en klar forståelse for, hvad vi uddanner for, hvorfor vi gør det, og hvem vores uddannelsessystem tjener. Den almindelige undervisningstankegang er baseret på en forældet model fra det attende århundrede skabt til at danne borgere med potentiale til at blive loyale og produktive fabriksarbejdere og bureaukrater. I den post-industrielle æra burde dette ikke længere være endemålet for uddannelse. Vi må støtte de lærende i at blive innovatorer, som kan udnytte deres egen fantasi og kreativitet til nytte for samfundet. Vi må gøre dette, fordi nutidens udfordringer ikke kan håndteres gennem gammel tænkning. Og vi har alle et fælles ansvar for at skabe en fremtid med et positivt udkomme for alle mennesker i verden.

3. Børn er også mennesker. Alle studerende bør behandles og respekteres som mennesker med anerkendte, universelle rettigheder og ansvar. Dette betyder, at elever og studerende må have direkte indflydelse på de valg, som vedrører deres læring, inklusiv hvordan deres skoler ledes, hvordan og hvornår de lærer, samt alle andre dele af hverdagslivet. Dette er sand inklusion. Studerende i alle aldre må gives friheder til at søge uddannelsesmuligheder og tilgange til læring, som passer til dem, så længe deres beslutninger ikke påvirker friheden til, at andre kan gøre det samme (løst oversat fra EUDEC, 2005).

4. Følelsen, man får, når man selv beslutter sig for at hoppe ud fra en klippe, er et sus, man aldrig vil opleve, hvis det er en anden, der skubber én. Med andre ord, top-down lærer-elev modellen for læring fører ikke til optimal læring, fordi den fortærer nysgerrigheden og eliminerer den indre motivation. Vi må stræbe efter en flad, horisontal og distribueret tilgang til læring, inklusiv elev-til-elev-læring og -undervisning, og give eleverne styrken til at se udbyttet af denne autentiske praksis. Underviserne må skabe et rum, hvor eleverne selv kan bestemme, om og hvornår de vil hoppe ud fra klippen. At fejle er en helt naturlig del af læringen, og man kan jo altid prøve igen. I et fladt læringsmiljø er lærerens rolle blot at sikre sig, at den lærende træffer en velovervejet beslutning. At fejle er i orden, men at lade nogen mislykkes som person er ikke.

5. Værdsæt ikke det, vi måler - mål det, vi værdsætter. I vores iver efter at teste har vi på sin vis givet OECD lov til at blive ‘verdens undervisningsministerium’ gennem dets PISA regime, og uddannelsesområdets målingstyranni spreder sig over hele verden. På land-til-land niveau er det, som om vi kappes om at blive det smukkeste barn i en kedelig familie. Endnu værre er det, at vores skoler skaber politikere og embedsmænd, som ikke ved, hvordan de skal fortolke testresultater. De bedste innovationer bliver ofte udryddet i det øjeblik, vi begynder at bekymre os om målbarhed. Vi må gå væk fra obligatoriske prøver og i stedet investere ressourcerne i initiativer, som skaber reel værdi og virkelige muligheder for personlig vækst.

6. Hvis ‘teknologi’ er svaret, hvad var så spørgsmålet? Vi lader til at være besat af nye teknologier, samtidig med at vi forstår meget lidt af, hvad formål med dem er, og hvad de kan betyde for læring. Teknologi er fantastisk til at gøre det, vi allerede gør, bedre, men at benytte nye teknologier til at lære de samme gamle ting i klasselokalet er en forbigået chance. Tavlerne er blevet erstattet med whiteboards og smartboards. Bøgerne er erstattet med iPads. Det minder alt i alt om at bygge et atomkraftværk for at kunne drive en hestevogn. Alligevel er intet forandret, og vi bruger stadigvæk kæmpemæssige ressourcer på disse værktøjer og ødelægger mulighederne for at udnytte teknologiens potentiale til at transformere, hvad vi lærer, og hvordan vi gør det. Fordi vi blot bruger teknologien til at genskabe fortidens praksis, fokuserer skolerne mere på at få hardware og software til at fungere end på at udvikle elevernes mindware og de formålstjenlige muligheder i disse værktøjer.

7. Digitale evner er usynlige, og det samme burde teknologien være i skolen. Usynlig læring er en erkendelse af, at det meste af vores læring er ‘usynlig’ – dvs. at den foregår gennem informelle, uformelle og tilfældige oplevelser snarere end formel instruktion (Cobo & Moravec, 2011). Der må tages højde for de teknologiske fremskridt for virkelig at få de usynlige felter til at træde frem – men, ligesom felterne, er brugen af teknologi på samme måde usynlig og flydende. Hvis udfordringen for vores skoler og regeringer er at skabe studerende, som er kreativt og innovativt enestående, og ikke studerende, som tankeløst memorerer og gentager gamle idéer, bør enhver brug af læringsteknologi trække i disse kreative og innovative retninger. Skoler bør ikke benytte computere til at ‘arbejde’ ud fra foruddefinerede parametre og med et forventet resultat; de bør benyttes som hjælp til at designe og skabe produkter og andet læringsudbytte, som overskrider forestillingsevnen i pensum. Snarere end at sætte teknologi i forgrunden og skygge for læringen, bør teknologien på samme tid være usynlig og allestedsnærværende, så den lærende opdager sin egen udviklingsretning gennem disse værktøjer.

8. Vi kan ikke styre viden. Når vi snakker om viden og innovation, forveksler eller sammenblander vi ofte begreberne med data og information. Alt for ofte narrer vi os selv ved at tro, at vi giver børn viden, når vi i virkeligheden blot tester dem i, hvilken information, de kan gengive. For at gøre det klart: Data er bidder her og der, som vi sætter sammen til information. Viden handler om at tage information og skabe mening i den på et personligt plan. Vi innoverer, når vi går aktivt ind i det, vi kender, for at skabe ny værdi. Forståelsen for denne forskel afslører et af de største problemer for skoleledelse og undervisning: Selvom vi er gode til at styre information, kan vi simpelthen ikke styre den viden, som er i elevens hoved, uden at tilbageføre den til information.

9. “Netværket er læringen” (Siemens, 2007). Dette århundredes pædagogiske udvikling er ikke omhyggeligt planlagt. Snarere udvikles den løbende. Vores bevægelser mellem netværk er vores læringsveje, og i takt med at netværket udvider sig, udvider vores læring sig også. I den konnektivistiske tilgang til læring forbinder vi vores individuelle vidensområder til nye forståelser. Vi deler vores erfaringer og skaber ny (social) viden som resultat. Vi må fokusere på enhver persons evne til at navigere i dette rum og skabe sine egne forbindelser, opdage hvordan ens unikke viden og talenter kan kontekstualiseres til at løse nye problemer.

10. Fremtiden tilhører nørder, fagidioter, skabere, drømmere og vidensnomader (knowmads). Selvom ikke alle vil eller bør blive entreprenører, ender de, som ikke udvikler entreprenante evner, med at være et skridt bagude. Vores uddannelsessystem burde fokusere på udviklingen af entreprenørder: personer som benytter deres specialiserede viden til at drømme, skabe, opfinde, udforske, lære og promovere entreprenant, kulturel eller social udforskning ved at tage risici og nyde processen lige så meget som slutresultatet, uden at frygte de potentielle fejl eller farer, som rejsen indebærer.

11. Bryd reglerne, men forstå præcis hvorfor først. Vores skolesystemer bygger på lydighedskulturer, håndhævet føjelighed og selvtilfreshed. Studerendes, ansattes og institutioners kreativitet er i sagens natur latterliggjort. Det er lettere at få fortalt, hvad man skal tænke, end at tænke selv. Åbent at stille spørgsmål og bygge en metakognitiv bevidsthed omkring det, vi har skabt, og hvad vi gerne vil gøre med det, kan bedst kurere denne institutionaliserede utilpashed. Kun da kan vi opbygge velfortjente pauser fra systemet, som kan udfordre status quo og med potentiale til at skabe virkelig forandring.

12. Vi skal og kan bygge en tillidskultur i vores skoler og samfund. Så længe vores uddannelsessystem fortsat er baseret på frygt, angst og mistillid, vil udfordringerne ved alt det ovenstående fortsætte. I projektet Minnevate! (MASA, 2014) fandt forskerne ud af, at hvis undervisere skal skabe en kollektiv evne til at transformere uddannelse, har vi brug for engagerede samfund, og vi har også brug for at engagere os i de samfund, som vi tjener. Dette kræver en ny handlingsteori baseret på tillid, hvor elever, skoler, regeringer, virksomheder, forældre og samfund kan engagere sig i kollaborative initiativer for at samskabe nye uddannelsesfremtider.

Nogen siger, at disse principper kræver en revolution for at kunne gennemføres. Andre siger, at vi har brug for massiv innovation for at kunne gøre positive uddannelsesfremtider mulige. Vi tror, at vi behøver begge dele, eller som Ronald van den Hoff (2013) siger: “Hvad, vi virkelig har brug for, er en innovution!” (s. 236). Og dette er vores ædle mission: At innovutionere ikke blot med vores egne idéer, men også med de formålsbestemte anvendelser af, hvad vi har lært, gennem vores individuelle anstrengelser, og sammen, på globalt plan.

 

Oprindelige underskrivere

Vi er: John Moravec, PhD, Education Futures (principal author, USA); Daniel Araya, PhD, University of Illinois at Urbana-Champaign (USA); Daniel Cabrera, MD, Mayo Clinic (USA); Alexandra Castro, Westhill Institute (Mexico); Cristóbal Cobo, PhD, Fundación Ceibal (Uruguay); Guido Crolla, HAN University of Applied Sciences (Netherlands); Chloe Duff, European Democratic Education Community (UK); Maaike Eggermont, Sudbury School Ghent (Belgium); Martine Eyzenga, Diezijnvaardig (Netherlands); José García Contto, Universidad de Lima (Peru); Kristin Gehrmann, Demokratische Schule München (Germany); Peter Gray, PhD, Boston College (USA); Renske de Groot, arts educator (Netherlands); Leif Gustavson, PhD, Pacific University (USA); Peter Hartkamp, The Quantum Company (Netherlands); Christel Hartkamp-Bakker, PhD, Newschool.nu (Netherlands); Pekka Ihanainen, Haaga-Helia School of Vocational Teacher Education (Finland); Aaron Keohane, Summerhill School (UK); Nicola Kriesel, BFAS e.V. (Germany); Beatriz Miranda, Aprendamos (Ecuador); Sugata Mitra, PhD, Newcastle University (UK); Hugo Pardo Kuklinski, PhD, Outliers School (Spain); Tomis Parker, Agile Learning Centers (USA); Angela Peñaherrera, Fraschini&Heller (Ecuador); Robert Rogers, MD, University of Maryland (USA); Carlos Scolari, PhD, Universitat Pompeu Fabra (Spain); António Teixeira, PhD, Universidade Aberta (Portugal); Stephanie Thompson, Beach Haven Primary (New Zealand); Max Ugaz, Economía Digital SAC (Peru); Evert-Jan Ulrich, Dutch Innovation School (Netherlands); Charles Warcup, Sudbury-Schule Ammersee (Germany); Monika Wernz, Sudbury-Schule Ammersee (Germany); Alex Wiedermann, Sudbury-Schule Ammersee (Germany)

Del og underskriv manifestet!

Den letteste måde at vise din støtte til dette manifest er ved at dele det med dit sociale netværk og starte en debat i din egen organisation. På Twitter kan du bruge hashtagget #manifesto15.

Tilføj din underskrift og dine tanker her

Tusind tak!

Tak til enhver, som har bidraget med deres input for at gøre dette dokument så godt som muligt, særligt de oprindelige underskrivere, som bidrog med den første feedback og støtte til det endelig dokument.

Denne version af det originale engelske dokument er oversat af Kåre Wangel, Asbjørn Skovsende, Celine Ferot og Luna Christine Christiansen.

Kontakt forfatterne

Send os en mail på manifesto15@educationfutures.com.

Referencer og anbefalet læsning

Cobo, C., & Moravec, J. W. (2011). Aprendizaje Invisible: Hacia una nueva ecología de la educación. Barcelona: Laboratori de Mitjans Interactius / Publicacions i Edicions de la Universitat de Barcelona. http://www.aprendizajeinvisible.com

EUDEC. (2005). EUDEC guidance document. European Democratic Education Community. Retrieved January 1, 2015 from http://www.eudec.org/Guidance+Document#Article_1:20_Definitions

Gladstone, B. (Producer). (1999, November 30). The science in science fiction [Radio broadcast episode]. In Talk of the Nation. Washington, DC: National Public Radio. http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=1067220

Gray, P. (2013). Free to learn. New York: Basic Books.

van den Hoff, R. (2013). Society30: Knowmads and new value creation. In J. W. Moravec (Ed.), Knowmad Society (pp. 231–252). Minneapolis: Education Futures. http://www.knowmadsociety.com

MASA. (2014). Minnevate! 2013-2014 activity report. St. Paul, MN: Minnesota Association of School Administrators. http://minnevate.mnasa.org

Moravec, J. W. (Ed.) (2013). Knowmad Society. Minneapolis: Education Futures. http://www.knowmadsociety.com

Siemens, G. (2007). The network is the learning. http://www.youtube.com/watch?v=rpbkdeyFxZw